Jeg elsker alt ved flødeboller! Jeg elsker at lave dem, jeg elsker at se på dem, jeg elsker at servere dem, jeg elsker at spise dem. Egentlig kender jeg slet ikke nogen, der ikke elsker flødeboller!
Én af grundene til, at flødeboller er så sjove at lave, er at de virkelig kan varieres på alle mulige måder. Blandt mine favoritter er de helt almindelige (of course), passionsfrugt og så selvfølgelig disse med hindbær og lakrids.
For at lave disse flødeboller har jeg brugt min sædvanlige flødebolleopskrift som du finder lige her. Til opskriften har jeg tilføjet lidt ekstra ingredienser: I flødebolleskummet har jeg tilsat frysetørret hindbærpulver (1-2 tsk, smag til) og en lille smule lyserød pastafarve. Flødebollebunden er lavet af lakridsmarcipan (du kan enten købe færdiglavet lakridsmarcipan eller du kan bruge almindelig marcipan æltet sammen med lakridspulver). Jeg har lavet flødebollerne i silikoneforme, det synes jeg både er smukkest og nemmest. Nederst i min flødebolleopskrift har jeg beskrevet proceduren for hvordan man gør, når man sådan laver flødeboller i silikoneforme.
For at tilsætte lidt ekstra lakridssmag har jeg drysset flødebollerne med fint lakridspulver inden jeg har “lagt låg på”. På ovenstående billede kan du se hvordan.
Inden servering pyntede jeg de små lækkerbidskener med kandiserede rosenblade. Det er smukt at se på, og så er hemmeligheden at det lige kan bruges til at dække, hvis der er kommet et knæk eller ujævnhed i chokoladen…
Hvad er jeres favorit flødebollesmag?